16/8 2017

Løb med i Hedelandsdysten 2017

Søndag den 27. august får hele familien igen mulighed for at teste formen på de gode løberuter i og omkring Nærheden ved den årlige Hedelandsdyst. Løbet er samtidig en god lejlighed til at se Nærheden og høre mere om de boliger, der lige nu er til salg i den nye bydel.
Hedelandsdysten er en årlig begivenhed med løberuter på henholdsvis 5 km., 10 km. og en halvmaraton. Alle ruter starter i Hedehusene med en tur tværs over Nærhedens område for herefter at sno sig gennem det naturskønne Hedeland, hvor det afvekslende terræn både byder på smukke landskaber og kuperede udfordringer. 

De mindste kan deltage i et gratis børneløb på 700 meter. Der er medaljer til alle børn, som deltager i løbet, og bagefter er der mulighed for at bage snobrød over åben ild eller dyste i alt fra træklatring til træstubberulning, sæbekasseløb og vikingelege. 

Hør mere om mulighederne for en bolig i Nærheden

Løberuten giver god mulighed for at kigge nærmere på Nærheden, hvor der lige nu anlægges både boliger og infrastruktur. I målområdet kan man høre mere om rækkehusene i Solrækkerne og lejlighederne og de fritliggende kædehuse i Green Garden Nærheden. Begge projekter er under anlæg få hundrede meter fra målområdet, og boligerne kan købes som projektsalg med indflytning i 2018.


Et sjovt løb i et smukt landskab
Hedelandsdysten løftes i tæt samarbejde mellem Høje-Taastrup Kommune, løbeklubben Fløng Kondi og FDF Hedehusene. Arrangørerne fokuserer på at skabe en sjov og afslappet motionsoplevelse for alle, der har lyst til at kom-me ud at løbe – eller gå – i et af landets smukkeste kulturlandskaber.

Tilmelding
Læs mere og meld dig og din familie til Hedelandsdysten og hold dig opdateret på Hedelandsdystens facebookside