Endnu større naturoplevelser på vej i Hedeland

De kommende beboere i Nærheden kan se frem til store naturoplevelser og særdeles gode muligheder for at være aktive i det fri. Ejerne af Hedeland har netop præsenteret et stort udviklingsprojekt med besøgscenter og aktiviteter som børnebjerg, svævebane, klatreanlæg og oplevelsesrute.

Allerede i dag er der store naturoplevelser at hente i det 1000 hektar store kulturlandskab Hedeland, som ligger få hundrede meter fra Nærheden. Men planen er, at det i fremtiden bliver endnu mere dramatisk, endnu mere aktivt og andre steder endnu mere roligt, afslører de tre ejerkommuner, Greve, Høje-Taastrup og Roskilde, som nu, sammen med I/S Hedeland og Realdania, præsenterer Hedelands Udviklingsplan for 2017-2030.

Hedeland er sammensat af flade områder, grusgrave, dybe dale, lergrave, bakker og bjerge af overskudsjord, natur, grus, græs, vand og skov.  Udviklingsplanen, som er skabt af SLA Arkitekter, dramatiserer landskabet yderligere i tre ’nye’ landskaber: Hedebjergene, Sletten og Ødemarken. Områderne bindes sammen med en sti – en oplevelsesrute kaldet ”Horndrageren”, opkaldt efter en særlig orkidé, som findes i området.

På grænsen mellem Sletten og Hedebjergene indeholder planen en hovedindgang til Hedeland.  Her kan opføres et besøgs- og læringscenter, som skal danne ramme for udstilling, naturskole, café og base for besøgende. Tæt ved Flintesø er der tanker om at skabe ”Flintebjerg”, som kan være et aktivitetsbjerg for alle aldre. Skitserne viser en gigantisk svævebane, et kæmpe klatreanlæg og andre udfordringer til kondition og balance.

I Hedebjergene ligger også Vindinge Langsø. Her er der et forslag om at udvide naturlegepladsen ved at skabe et børnebjerg – en stor skråning, der udfordrer børnenes motorik på mange forskellige måder med balance på sten og træstammer, en kæmpegynge og stejle klatreområder.

En gave til de kommende beboere i Nærheden
Hedeland er med sine 1000 hektar på størrelse med Dyrehaven nord for København, men der er potentiale for at udvide området med yderligere 500 hektar.

”Vi har fra starten været klar over, at Hedeland var et kæmpe plus at have som nabo til Nærheden. At de tre ejerkommuner nu har en plan for at udvikle området til et endnu mere spændende sted, er simpelthen en kæmpe gave til alle de kommende beboere i Nærheden – hvad enten man er til mountainbikeræs, lange gåture, golf, ridning eller leg”, siger direktør i Nærheden P/S Ole møller.

I/S Hedeland begynder nu arbejdet med at gøre udviklingsplanen til virkelighed. Samtidig vil Greve, Roskilde og Høje-Taastrup Kommuner i fællesskab arbejde for at skaffe ekstern medfinansiering til de store tiltag, som markerer igangsætningen af planen.

Se Hedelands Udviklingsplan for 2017-2030 på projektets hjemmeside: https://www.htk.dk/Erhverv/Byudvikling/Hedeland.aspx