Real Capital skal bygge attraktive familieboliger i Nærheden

Med placering i Nærheden bliver ’Salamanderhusene’ en del af en ny forstad med fokus på fællesskaber og nemt hverdagsliv.
En ny aftale mellem ejendomsudvikleren Real Capital og byudviklingsselskabet NærHeden P/S giver Real Capital byggeret til at opføre 39 boliger i den nye bydel Nærheden i Hedehusene.

Salamanderhusene opføres som 21 rækkehuse og 18 lejligheder. Boligerne skal opføres i tegl og træ og orienteres mod syd på en let skrånende grund. Projektet tager navn efter Salamandersøen, et beskyttet ynglested for vandsalamandere, som ligger lige syd for de kommende boliger. 

Direktør i Real Capital Niels Kruse siger:

”Vi glæder os over nu at være en del af udviklingen i Nærheden og ser frem til at kunne tilbyde 39 kvalitetsboliger til købere, der ønsker en af de bedste og mest centrale placeringer i den nye bydel. Med dette projekt henvender vi os til alle købersegmenter lige fra små og store børnefamilier, den enlige, det unge par og til seniorparret.” 

Direktør i NærHeden P/S Ole Møller siger:
 
”Vi ser frem til samarbejdet med Real Capital om de næste faser. Salamanderhusene er et projekt med en god atmosfære og med mulighed for både privatliv og fællesskab. Natur og grønne områder er lige uden for døren og København er kun 18 minutter væk med tog. Alt i alt er Salamanderhusene et stærkt tilbud til familier, som gerne vil bo tæt på København, men samtidig ønsker at have direkte adgang til grønne områder.”

 

Nærheden indrettes med fokus på nem hverdag og stærkt fællesskab

Nærheden udvikles i samarbejde mellem Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg. Den fælles ambition er at skabe en ny forstad med mulighed for at leve en nem hverdag med et stærkt fællesskab. 

Området indrettes derfor med stærke fællesfaciliteter som fx delebiler, kvarterhuse og fælles udekøkken. Samtidig er der nem adgang til kollektiv transport, fritidsaktiviteter, indkøb, skole, natur mv. 
På sigt skal der bo 8.000 mennesker i Nærheden. De første cirka 150 boliger er taget i brug og mange flere er på vej over de kommende år i form af både ejerboliger, lejeboliger og andelsboliger i seniorbofællesskab. Dertil åbner Høje-Taastrup Kommune en ambitiøs ny folkeskole i Nærheden i 2021. 

 

Salamanderhusene kommer til salg som projektsalg

Salamanderhusene består af både rækkehuse og lejligheder. Rækkehusene opføres i to plan i størrelsen 121-125 m2. Lejlighederne opføres i 84-96 m2 og serviceres med elevatorer. 

Rækkehusene får private haver og lejlighederne får enten et havestykke eller en stor altan. Dertil får beboerne adgang til et fælles grønt område og til et nyt p-hus, der skal anlægges på nabogrunden. Projektet er tegnet af KHR Arkitekter.

Salamanderhusene er endnu ikke til salg men vil blive udbudt hos Ejendomsmæglerfirmaet Hensrik. Hvis man ønsker at blive informeret på mail, når dette sker, er man velkommen til at skrive sig op hos ejendomsmægleren på info@hensrik.dk eller hos Real Capital på info@realcapital.dk.