Første boligbebyggelse i Nærheden står færdig

  • Solrækkerne Haver
Solrækkerne er det første boligbyggeri i Nærheden, og nu står de 48 moderne og bæredygtige rækkehuse færdige.

Alle 48 boliger i det første boligbyggeri i Nærheden står nu klar til at blive taget i brug af deres nye ejere. Det er MT Højgaard, der har udviklet og opført de moderne og bæredygtige rækkehuse, Solrækkerne.

- Vi er stolte af at have været med til udviklingen af Nærheden med spændende boliger og ser et stort potentiale i bydelen. Området er allerede i fuld gang med at blive omdannet til en attraktiv forstad med fokus på det nemme hverdagsliv og fællesskabet. Det har været en rigtig god proces, og vi har haft et blændende samarbejde med Nærheden, siger Christina Jørgensen, der er direktør i MT Højgaard.

Fuldt udbygget skal Nærheden rumme 3.000 boliger, skole, børneinstitutioner, fritidstilbud, butikker og kontorer, og det bygge- og anlægsarbejde er i fuld gang.

- Det er en fornøjelse at se det første helt færdige boligprojekt i Nærheden, og nu er der pludselig kommet mennesker, barnevogne og liv i byen. Det betyder også, at både investorer og potentielle beboere har fået tillid til, at her kommer en attraktiv bydel. MT Højgaard har været en solid og professionel samarbejdspartner i alle projektets faser, siger direktør i NærHeden P/S Ole Møller.

Fællesskab i det store fællesskab

Opførelsen af Solrækkerne har været fordelt på to etaper, hvoraf de første 25 boliger stod færdige i foråret 2018. Det er nu de resterende 23 rækkehuse, der er færdige, og dermed er bebyggelsen Solrækkerne færdigbygget. Boligerne har været meget eftertragtede, og alle boliger var solgt, længe inden bebyggelsen stod færdig.

- Det er lykkedes at skabe et byggeri, der rammer en bred målgruppe og er attraktivt for både seniorer, børnefamilier og unge. Det er muligt at være privat i sin bolig, men området åbner også op, inviterer og sætter fællesskabet i centrum, siger Christina Jørgensen.

Det er Holscher Nordberg, der har tegnet stregerne til rækkehusene, mens Masu Planning har designet landskabet, der omgiver boligerne.

Boligerne er opført i samarbejde med Scandi Byg, som er en del af MTH GROUP, og som er eksperter i bæredygtige byggeprocesser. Det industrielt fremstillede modulbyggeri har gjort det muligt at opføre rækkehusene på blot 10 måneder.