TV2’s Nybyggerne kommer til Nærheden

  • PUK
Den 6. februar er der premiere på 4. sæson af det populære TV program Nybyggerne. Denne gang sendes serien fra Nærheden.

Serien Nybyggerne, som er en af de mest sete på TV2 i de senere år, sendes nu igen på TV2 med Puk Elgård som vært. Denne gang sendes serien fra boligbyggeriet Green Garden i den nye bydel Nærheden ved Hedehusene.

For første gang i programseriens historie skal deltagerparrene ikke indrette huse men store familielejligheder, hvilket giver dem nogle lidt andre udfordringer end tidligere. De fire udvalgte lejligheder er alle på 125 m2 med bl.a. altaner – men altså undtagelsesvist leveret helt uden nogen form for indretning, så parrene selv skal lave alt finish som gulvbelægning, køkkener, badeværelser og møblering.

Vinderparret får overrakt nøglerne til en lejlighed i Nærheden af 2E Bolig Projektsalg, der har bygget huset med de fire lejligheder, og kan dermed flytte ind i en helt ny lejlighed i en helt ny bydel, hvor er er lagt stor vægt på nem hverdag og stærkt fællesskab.

”Som kommende beboere i Nærheden får vinderne del i en række bonusgevinster i form af fællesfaciliteter, som Nærheden stiller til rådighed for alle tilflyttere - udekøkken, byhaver, naturhytte, delebiler, adgang til fælleskøkken, værksteder og andre mødesteder ude og inde. Der kommer også en meget spændende ny folkeskole, som Høje-Taastrup Kommune opfører i samarbejde med LEGO Education”, siger direktør Ole Møller fra NærHeden P/S.

Mulighed for at besøge Nærheden og se de fire lejligheder
Der er åbent hus hos Nybyggerne lørdag den 24. marts på Kongelysvej i Nærheden. Her er alle velkomne til at komme og se de fire lejligheder, inden vinderen kåres. Mere information herom følger.

Se Nybyggerne på TV2 hver tirsdag kl. 20 fra den 6. februar.