De første 1.000 er flyttet til Nærheden

  • Lykønskning Af Beboer Nr. 1.000 Web Carsten Schjerning med sit gavekort foran boligbyggeriet Lerholmen. T.v.: borgmester Michael Ziegler, t.h.: NærHedens projektdirektør Ole Møller. Foto: Ulrik M. Eriksen
I foråret 2018 kørte de første flyttebiler ind i den ny bydel Nærheden i Hedehusene, og siden er det gået stærkt med tilflytningen. NærHeden P/S og borgmester Michael Ziegler har nu budt velkommen til beboer nr. 1.000.

Carsten Schjerning er netop flyttet ind i det nye lejeboligkompleks Lerholmen i bydelen Nærheden i Hedehusene. Han kommer fra Gundsølille i Roskilde Kommune og er en af de mange, som på mindre end tre år har valgt at starte på en ny tilværelse i den hastigt voksende bydel.

- Vi har valgt Nærheden på grund af kortere afstand til min søns skole, og fordi man kan komme hurtigt til København. Og så glæder jeg mig til at udnytte den korte afstand til Hedeland med gåture og cykling, fortæller Carsten Schjerning, som onsdag modtog en lykønskning og et gavekort på 1.000 kr. til et medlemskab af en lokal forening fra NærHeden P/S som bydelens beboer nr. 1.000.

Høje-Taastrup Kommunes borgmester Michael Ziegler var med til at markere milepælen.

- Jeg byder Carsten og alle de andre tilflyttere hjerteligt velkommen til Nærheden og til Høje-Taastrup Kommune. Når interessen for Nærheden er så stor, tror jeg det skyldes, at den nye bydel har det hele. Natur, indkøb, skole og gode forbindelser til København, siger Michael Ziegler.

Grønt gårdrum med væksthus

Carsten Schjerning har fundet sin bolig i ”Lerholmen”, som er udviklet og ejet af Balder Danmark. Ejendommen ligger et smut fra den nye bro til det øvrige Hedehusene og meget tæt på Hedehusene Station. Lerholmen består af 186 lejeboliger omkring et stort fælles grønt gårdrum, hvor blandt andet et stort væksthus er designet som en ramme om fællesskaber og aktivitet.

- Jeg håber meget på et godt naboskab, og jeg vil rigtig gerne gøre brug af væksthuset, fortæller Carsten Schjerning.

Den hastige tilflytning til Nærheden fortsætter i de kommende år, hvor endemålet er 7.000 beboere i 2028. Praktisk talt hele byudviklingsområdet er solgt til investorer, som i de kommende år skal opføre mange forskellige boliger, både ejer- andels- og lejeboliger. Arkitektonisk er byen med vilje meget varieret, og fælles for boligerne er høje kvalitetsstandarder, grønne uderum og rammer for fællesskab.

Nærhedens beboere har allerede nu glæde af SuperBrugsen og springcenteret, som ligger midt i Nærheden. Til sommer åbner den nye skole Læringshuset, og over de kommende år bygger NærHeden P/S såkaldte kvarterhuse, som bliver fælles for beboerne i de enkelte dele af Nærheden.

Fremtidens forstad

Projektdirektør Ole Møller står til daglig i spidsen for byudviklingsprojektet, og også han glæder sig over, at bydelen, der skal være et eksempel for fremtidens forstad, er blevet et tilløbsstykke.

- Vi er helt klart blevet bekræftet i, at visionen om en moderne forstad, hvor man hverken bor i boligblokke eller parcelhuse, men hvor vi har noget af storbyens tæthed og variation kombineret med forstadens trygge rammer og samtidig er tæt på naturen, appellerer til rigtig mange mennesker. Så det er med stor glæde, at jeg allerede i dag kan sige tillykke til beboer nr. 1.000, fortæller Ole Møller.

Boligerne i Lerholmen, hvor Carsten Schjerning og hans søn nu har taget hul på deres nye tilværelse, er alle lejet ud, men interesserede kan finde mange andre muligheder for at købe eller leje en bolig her.

  • Michael Ziegler Og Carsten Schjerning I Væksthuset Web Borgmester Michael Ziegler og Carsten Schjerning får en snak i væksthuset i Lerholmens gårdrum efter overrækkelsen af gavekort.