Endnu en café er åbnet i Nærheden

  • Valdeta ved Café Nær Valdeta ved den nyåbnede Café Nær. Foto: NærHeden P/S
Café Nær er navnet på en ny café, som netop er åbnet i byggeriet Home.Earth Nærheden over for Hedehusene Station. Her kan kolde og varme drikke, kager og sandwich nydes både ude og inde.

Mandag den 6. juli blev der endnu en mulighed for at gå på café i Nærheden – denne gang lige over for Hedehusene Station. Navnet er Café Nær, og initiativtager er Valdeta, som selv bor i Nærheden og har godt 15 års erfaring fra restaurationsbranchen.

- Jeg havde egentlig fået et kontorjob, men da jeg var på barsel og gik mange ture i bydelen, syntes jeg, at der manglede noget liv. Så da jeg så lokalerne her, tænkte jeg, at det var oplagt at starte en café, og at nu må jeg kaste mig ud i det, fortæller Valdeta, som flyttede fra København til det østlige Nærheden for snart fem år siden med sin mand, som kommer fra Hedehusene.

Sandwich, kager og snacks til børnene

På den nye café kan man få varme og kolde drikke som kaffe, te og matcha. Man kan også sætte tænderne i en velsmurt sandwich, ligesom der er kager, croissanter og cookies på menuen. Også de mindre gæster er der tænkt på med forskellige børnesnacks.

Café Nær lejer sig ind hos Home.Earth i det store træbyggeri, som har vakt opmærksomhed på grund af et rekordlavt CO2-aftryk. Men byggeriet er også kendetegnet ved flere udadvendte og sociale funktioner. Her åbnede nemlig spisestedet Min Döner tidligere på året, en dyrlægepraksis holder til, og Nærhedens nyeste kvarterhus for beboerne er også en del af det samlede byggeri Home.Earth Nærheden.

Følg Café Nær på Instagram og Facebook

Åbningen af Café Nær kommer kun fem dage efter, at Nærhedens første café slog dørene op. De præcise åbningstider for Valdetas lille café ligger endnu ikke helt fast, men man kan orientere sig på caféens Instagram-siden cafe.naer og på Facebook-siden Café Nær.

Man kan også bare prøve at kigge forbi Skolebakken 60, på hjørnet af Dræsinen og Skolebakken.