Nærhedens beboere har indtaget bydelens første kvarterhus

  • Kvarterhuset 1 Kvarterhuset på Urtehaven åbnede for beboerne lørdag den 5. februar 2022.
Fællesskaber har fra starten været et omdrejningspunkt for den nye bydel Nærheden i Hedehusene, og i weekenden blev det første af bydelens tre ”kvarterhuse” indviet. Det skete med taler og åbent hus for beboerne, som nu selv kan fylde huset med aktiviteter, der er kommet ud af en idéproces.

Indbyggertallet i den nye bydel Nærheden i Hedehusene er nu tæt på 2.000, og i lørdags, den 5. februar, fik beboerne deres første fælles indendørs mødested. Her blev snoren nemlig klippet til Kvarterhuset på Urtehaven, et 250 m2 stort fælleshus bygget i træ.

- Vi har i Bydelsforeningen Nærheden brugt de seneste måneder på at forberede både, hvordan vi organiserer brugen af huset, og hvilke aktiviteter vi kan fylde i de fine nye rammer – som fællesspisning, krea-aftener og aktiviteter til jul, fastelavn og sankthans. Nu skal vi bare have det til at fungere i praksis, og det fornemmer jeg, at der er rigtig mange, der glæder sig til, siger Marie Louise Hartvig Widding, der er professionelt bestyrelsesmedlem i Bydelsforeningen Nærheden og en af lørdagens talere.

Sammen med NærHeden P/S har bydelsforeningen hen over vinteren arbejdet med at tilrettelægge husets brug. To arbejdsgrupper, som alle beboere har kunnet melde sig til, har arbejdet med henholdsvis husregler og konkrete aktiviteter. Beboernes engagement glæder borgmester Michael Ziegler, som efter en velkomst af NærHedens projektdirektør Ole Møller foretog den officielle indvielse af kvarterhuset.

Pionerånd

- Det er fantastisk at opleve det drive og den pionerånd, der præger den nye bydel. Nærheden har fået fordoblet sit indbyggertal på et års tid, så der er mange nye borgere med et naturligt behov for at lære hinanden at kende. Derfor er jeg sikker på, at det fine kvarterhus falder på et tørt sted – og da det er nabo til både springcenteret, SuperBrugsen og Læringshuset, som vi indviede i efteråret, er der nu for alvor skabt en koncentration af byliv og aktivitet midt i Nærheden, siger Michael Ziegler.

Fællesskaber og social bæredygtighed har været helt centralt for Nærheden, lige siden projektet blev lanceret i 2013 som et partnerskab mellem Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg.

- Nærheden repræsenterer en ny måde at leve på i forstaden, og til forskel fra mange parcelhuskvarterer spiller gode rammer om fællesskabet her en stor rolle. Der er i forvejen udekøkken, byhaver og junglebane, og med kvarterhuset har bydelen nu fået en rigtig fin ramme, der kan bruges af alle aldre, året rundt. Jeg er sikker på, at det vil kunne mærkes på livskvaliteten i bydelen, og at det kan være medvirkende til, at en stor del af de nye borgeres energi og ressourcer kommer lokalområdet til gavn, siger Realdania By & Bygs adm. direktør Peter Cederfeld, der også var blandt lørdagens talere.

Minimere CO2

Kvarterhuset på Urtehaven er det første af i alt tre kvarterhuse i Nærheden. Det er opført i træ med fokus på at minimere CO2-udledningen både under byggeriet og i den efterfølgende drift, og på samme måde vil hensynet til klima og miljø være centralt, når NærHeden P/S skal opføre de kommende kvarterhuse.

Det nye hus rummer et stort cafélokale og et mindre beboerlokale, som ligger i direkte forbindelse og kan åbnes op mod hinanden. Derudover er der både større og mindre køkkenfaciliteter – og en træterrasse, hvor beboerne kan tage ophold om sommeren.

Forudgående dialog

NærHeden P/S har forud for projektet været i dialog med bydelens beboere, som netop var med til at pege på, at det første kvarterhus skulle have lokaler til møder og spisning, mens de senere huse for eksempel kan rumme værksteder og gæsteværelser.

Kvarterhuset på Urtehaven er opført i totalentreprise af firmaet KBS Byg A/S. Det er projekteret af Panum & Kappel efter idéoplæg fra Arkitema Architects.

  • Kvarterhuset 5 De fremmødte beboere fra Nærheden indtog de nye lokaler til indvielsen.
  • Kvarterhuset 3 Høje-Taastrup Kommunes borgmester Michael Ziegler og adm. direktør Peter Cederfeld fra Realdania By & Byg klippede snoren til Kvarterhuset.
  • Kvarterhuset 4 Dagens taler fra (fra venstre) projektdirektør Ole Møller, NærHeden P/S, Høje-Taastrup Kommunes borgmester Michael Ziegler, Realdania By & Bygs adm. direktør Peter Cederfeld og medlem af Bydelsforeningen Nærhedens bestyrelse Marie Louise Hartvig Widding.
  • Kvarterhuset 2 Fra indvielsen af det nye kvarterhus.