Nu kan man stige på bussen i Nærheden

  • Bus i Nærheden Linje 128 holder her på Skolebakken, ved Læringshus Nærheden. Foto: NærHeden P/S
En helt ny buslinje mellem stationerne i Hedehusene og Ishøj betyder sammen med omlægning af en anden rute, at der nu for første gang er stoppesteder i den nye bydel.

Nærhedens hastige befolkningstilvækst fik for halvandet år siden DSB til at fordoble antallet af daglige togafgange fra Hedehusene, og i dag, hvor bydelen rummer ca. 5.500 indbyggere, kan man for første gang stige på eller af bussen i selve Nærheden. Den helt nye linje 128 forbinder nemlig stationerne i Hedehusene og Ishøj, og en gang i timen kan man nu tage bussen på Skolebakken ved Læringshuset eller på Sejlbjerg Allé ved Kongelysvej.

Samtidig er buslinje 224 omlagt, så også den stopper i Nærheden, og på den måde er der nu halvtimesdrift med to forskellige ruter i sydlig retning.

- Den gode infrastruktur er helt central for Nærheden og en af grundene til bydelens tiltrækningskraft. Nærheden har især haft gavn af, at Hedehusene Station ligger lige ved siden af, men det er en rigtig god nyhed, at det nu også er muligt at stå midt i Nærheden og betjene sig af offentlig transport, siger projektdirektør i NærHeden P/S Ole Møller.

Fra Nærheden kan man enten bruge bussen som forbindelse til stationen, eller man kan tage den i modsat retning mod syd. Den nye buslinje 128 kører til Ishøj med stop i landsbyerne Reerslev, Torslunde og Ishøj Landsby. Vil man se på kunst, kan man også bruge bussen som direkte forbindelse til kunstmuseet Arken.

Den nye buslinje blev indviet søndag den 29. juni af Høje-Taastrup Kommunes borgmester Michael Ziegler og Ishøj Kommunes borgmester Merete Amdisen og borgere, som kunne køre gratis i dagens anledning.

Samme dag blev linje 224 omlagt. Den forbinder Hedehusene Station med Hundige Station og stopper nu ved de samme to stoppesteder i Nærheden. I sydlig retning kører den herefter over Reerslev, Stærkende, Tune, Karlslunde Landsby og Greve Strand til Hundige Station.


Se også nyheder fra Høje-Taastrup Kommune:

"Ny buslinje indviet" (30. juni 2025)

"Ny buslinje forbinder Ishøj og Hedehusene" (23. juni 2025)