Tiårig forstadsvision er blevet en dansk tilflyttermagnet

  • Nærheden 2023 SH Luftfoto Lowres Nærheden er kraftigt udbygget ti år efter lanceringen den 29. april 2013. SH Luftfoto
I april 2013 blev byudviklingsprojektet Nærheden skudt i gang som et alternativ til de mere traditionelle forstæder, og på blot fem år er bydelen gået fra 0 til 3.000 indbyggere. Projektet kan nu fejre ti års jubilæum i rollen som en motor bag ny dansk tilflytningsrekord.

Det er i disse dage ti år siden, at Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg gik sammen om at udvikle et bud på fremtidens forstad i Hedehusene og stiftede selskabet NærHeden P/S. Men det er kun fem år siden, at den første flyttebil blev læsset ved boligbyggeriet Solrækkerne. Allerede i dag har Nærhedens befolkningstal passeret de 3.000.

Med 4,2 % flere indbyggere i 2022 end året før er Høje-Taastrup Kommune lige nu nr. 1 i Danmark, når det handler om relativ befolkningstilvækst. Målt i absolutte tal ligger kommunen på 3. pladsen med en nettotilflytning på 2.205 indbyggere, og det overgås kun af København og Aarhus ifølge nye tal fra Danmarks Statistik. Nærheden tegner sig for 50 % af væksten med 1.114 flere beboere i løbet af sidste år.

Løfter lokalområdet

- Der er ingen tvivl om, at Nærheden er blevet en rigtig tilflyttermagnet og en motor i både Hedehusenes og hele kommunens udvikling. Her ti år efter at vi indgik partnerskabet med Realdania By & Byg, kan vi allerede se ambitionen om at løfte hele lokalområdet blive til virkelighed. Vi kan også se, at ånden i Nærheden, hvor der er nem adgang til både daglige gøremål og fællesskab med naboerne, har ramt plet, siger fungerende borgmester i Høje-Taastrup Kommune Kurt Scheelsbeck.

Også hos Realdania By & Byg er der glæde over projektets succes.

- Beliggenheden med den lette adgang til København med tog og bil er naturligvis en vigtig drivkraft, men derudover er vi blevet bekræftet i, at måden man bor på i Nærheden er attraktiv med den store variation i arkitektur og boligformer, grønne byrum og fællesfaciliteter for beboere. Høje-Taastrup Kommunes betydelige bidrag med skole, springcenter og broen, der smukt forbinder den nye og den gamle bydel, har også sat skub i udviklingen, siger adm. direktør Peter Cederfeld fra Realdania By & Byg,

Den nye bydel, som både har Hedehusene Station og smuk natur som naboer, er i dag kendetegnet ved en god blanding af etageboliger, punkthuse og rækkehuse med flere grønne områder mellem husene, ikke mindst Loopet, som med stiforbindelser for fodgængere og cyklister og klimasikring mod regnvand bugter sig mere end en kilometer mellem bydelen og forbinder den med det gamle Hedehusene.

Grundigt forberedt projekt

- Det er lykkedes at skabe en både fundamentalt attraktiv og socialt blandet bydel, ved at vi har stillet krav til bygherrerne i området og sørget for en god blanding af ejer- og lejeboliger. Samtidig skyldes den hurtige udvikling, at vi har lyttet til markedets behov, og vi kan takke det gode samarbejde med både bygherrer, interessenter og borgere for, at vi er nået hertil. Derudover skal vi ikke glemme, at Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg havde forberedt sig meget grundigt, før de etablerede NærHeden P/S, og dermed hviler udviklingen også på et stærkt grundlag, fortæller projektdirektør for NærHeden P/S Ole Møller.

Det var helt præcis den 29. april 2013, at de to parter offentliggjorde den fælles vision om en ny bydel på Rådhuset i Høje-Taastrup, og projektet har fejret jubilæet med et arrangement fredag den 28. april for samarbejdspartnere i bydelens første beboerfælleshus, Kvarterhuset ved Skoleparken.

Fejring for beboerne

NærHedens mange beboere bliver dog ikke snydt for en fejring. Den finder nemlig sted fredag den 2. juni i samarbejde med Bydelsforeningen Nærheden.

NærHeden P/S har i anledning af ti års jubilæet udgivet en mindre publikation, som blandt andet fortæller om projektets historie og rummer interviews med beboere. Den kan ses på Naerheden.dk/jubilaeum.

 

  • DSC05057 Beskåret Til Web Fra fejringen af Nærhedens ti års jubilæum fredag den 28. april. Dagens talere var (fra venstre): Fungerende borgmester i Høje-Taastrup Kommune Kurt Scheelsbeck, bestyrelsesformand for NærHeden P/S Carsten Koch, projektdirektør for NærHeden P/S Ole Møller og adm. direktør for Realdania By & Byg Peter Cederfeld. Foto: Tine Binau, NærHeden P/S
  • Voliere Skoleparken i Nærheden - med legetårnet, der samtidig er et kunstværk af Randi & Katrine. Foto: Torben Petersen Fotografi
  • Trædesten i Loopet Den grønne forbindelse Loopet i Nærheden. Foto: Tine Binau, NærHeden P/S
  • Infrastruktur En stærk infrastruktur er centralt i byudviklingsprojektet.
  • Kvarterhuset Kvarterhuset er et fælleshus for beboerne i Nærheden.